Velkommen til Alliancen Fertilitet & Omsorg!

Alliancen Fertilitet & Omsorg har til formål at øge trivslen blandt mennesker berørt af ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling. Dette opnås ved at sikre den ufrivilligt barnløse adgang til forskellige former for gratis støtte og rådgivning via civilsamfundsorganisationer samt ved at udbrede viden om de psykosociale konsekvenser af ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling.

Aktuelt består alliancen af fire foreninger. De tilknyttede foreninger har enten direkte eller indirekte kontakt til kvinder og par i fertilitetsbehandling. På hver sin måde støtter og rådgiver foreningerne med fokus på de følelsesmæssige belastninger mange oplever i processen om at være i fertilitetsbehandling.

Gennem Alliancen Fertilitet & Omsorg ønsker alle de tilknyttede foreninger at opnå fælles vidensdeling og erfaringsudveksling, så vi i fællesskab kan løfte opgaven med at sikre kvalificeret støtte til følelseslivet til alle kvinder og par i fertilitetsbehandling. Vi ønsker at samarbejde om initiativer der underbygger vores formål om at øge trivslen blandt mennesker berørt af ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling. I alliancen ønsker vi også at skabe en stemme for vigtigheden i at have fokus på, at der for mange i fertilitetsbehandling er følelsesmæssige belastninger, som vi som samfund skal forholde os til.

Du kan også læse mere om de foreninger, der er en del af alliancen herunder.

Fertility Care er en alment velgørende forening, der til daglig har frivillige fertilitetssygeplejersker og jordmødre tilknyttet til at rådgive dig i fertilitetsbehandling. Gennem vores uddannelsesprogram sikrer vi, at du får den bedst mulige rådgivning kombineret med en faglig viden inden for området. Du kan booke en rådgivningssamtale gratis gennem vores hjemmeside. 

Fertility Care er en del af Alliancen Fertilitet & Omsorg med et ønske om at samarbejde med andre foreninger på området. Vi ønsker også at bidrage til samarbejdet med vidensdeling på tværs, så vi sikrer den bedste rådgivning for patienterne i fertilitetsbehandling.

Endometriose Fællesskabet er en patientforening, hvis formål er at støtte kvinder med endometriose og bidrage til forskning i endometriose. Vi samarbejder med læger og sundhedsvæsen, informere om sygdommen i medierne og give vores medlemmer adgang til mere information.

Et af de mest almindelige symptomer på endometriose er ufrivillig barnløshed. Helt op til 50% af kvinder med endometriose lider af ufrivillig barnløshed, og det er et emne, der fylder i vores telefonrådgivning. Mange i vores patientgruppe er derfor udfordret af både at skulle leve med en kronisk sygdom, og udover de problematikker det giver, skal de også kunne håndtere et forløb i fertilitetsbehandling.

Vi ser alliancen som startskuddet til større samfundsmæssig bevågenhed og et stærkt netværk på tværs af organisationer til gavn for ufrivilligt barnløse og deres fertilitetsforløb.

Ægdonation Danmark er en uafhængig NGO, som er drevet af frivillige kræfter. Foreningen henvender sig primært til ægdonorer og modtagere af ægdonation. Sekundært til fagprofessionelle, pårørende og børn født ved hjælp af ægdonation. Ægdonation Danmarks primære formål er at støtte og vejlede i processen omkring ægdonation. Vi tilbyder gratis telefonisk rådgivning hver tirsdag og torsdag fra kl. 20.00 – 21.30. Derudover har vi i den seneste tid tilbud netværk og modtagere af ægdonor i samarbejde med Foreningen RO.

Ægdonation Danmark er en del af Alliancen Fertilitet & Omsorg, da vi ønsker at samarbejde med andre foreninger på området for at sikre den bedst mulige støtte til kvinder og par i berøring på ægdonation.

Med fokus på kvalificeret støtte tilbyder Foreningen RO gratis råd og vejledning samt gratis netværksgrupper til jer der skal, eller er startet op, i fertilitetsbehandling. Vores primære fokus ligger hos vores netværksgrupper, som vi har faciliteret de sidste 4 år. Vi har efterhånden stor erfaring med at skabe et meningsfuldt og trygt rum, hvor I sammen i gruppen kan tale om det der fylder, når man er i fertilitetsbehandling. Du kan tilgå vores netværksgrupper ved at kontakte os på mail eller telefon. Det er gratis at deltage.

Foreningen RO er en del af Alliancen Fertilitet & Omsorg med et ønske om at skabe dialog og samarbejde mellem foreningerne, så vi kan løfte opgaven sammen og sikre, at alle kvinder og par i fertilitetsbehandling kan tilgå kvalificeret støtte til følelseslivet under behandlingen.